Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

VFK & venner: Ohøj, ohøj, Vitus Bering på besøg

JUN
10

VFK & venner: Ohøj, ohøj, Vitus Bering på besøg


Dato Lørdag d. 10. juni 2023, Kl. 11:00 til kl. 12:00
Sted Vor Frelsers Kirke, Torvet 9, 8700 Horsens
VFK & venner: Ohøj, ohøj, Vitus Bering på besøg

Cantica børne og ungdomskor slutter sæsonen af sammen med pigekoret fra Sct. Peders Kirke i Randers. Sammen vil korene synge kantaten "Håbets Ø" for 3 lige stemmer, trompet, slagtøj og 2 klaverer. Kantaten handler om den horsensianske sømand Vitus Bering, der i den russiske zars tjeneste ledte de 2 store Kamtjatka-ekspeditioner, som både kortlagde og organiserede det enorme russiske imperium og som kronen på værket fandt søvejen til det Nordamerikanske kontinent. Kantaten lægger ud med Bering i 1741 og de to skibe Sankt Peter og Sankt Poul og følger dem gennem både smult vande, tåge og storm. Til sidst når man frem til Alaskas kyst, men vender om så snart forsyningerne er fornyet for at undgå vinterens strenge vejr. På vej hjem løber ekspeditionen igen i en storm og man må overvintre på en ø, hvor Vitus Bering dør.
Kantaten er skrevet af forfatteren Jacob Clausen og komponisten Michael Bojesen til et nordisk korstævne i Horsens i 2011.

Foruden kantaten synger korene et potpourri af danske sange med musik af Carl Nielsen og smagsprøver på deres egne repertoirer.