×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Søndag d. 15. marts 2020, kl. 10:00

Salmer:
745 Vågn op og slå på dine strenge
444 Guds-husets dør er i vor dåb
300 Kom, sandheds Ånd! og vidne giv
prædiken - se tekst neden for.
481 Løgnens fader vi forsage
438-9 O, du Guds Lam
341 Det lakker nu ad aften brat
240 Dig være ære, Herre over dødens magt

Link til Den Danske Salmebog Online, hvor tekster og melodier kan søges frem: https://www.dendanskesalmebogo...

Læsninger: Link til førstkommende søndags tekster på Bibelselskabets hjemmeside: https://www.bibelselskabet.dk/...

Prædiken:

Bøn: Kære himmelske far. Tak fordi du er kommet til os i Jesus og har vist, hvor højt du elsker os. Vi ber om, at du også vil komme til os nu – vil du træde frem af dit skjul og gøre ordet levende. Lad din kærlighed, fred og glæde fylde os. Amen.

 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johs. 8,42-51 ”Du er fuld af løgn”, sådan siger vi nogle gange til hinanden, og ind imellem kan det være rigtigt nok. Vi tog fejl, vi havde ikke vores kilder i orden, vi overdrev for voldsomt. Eller - det vi sagde var måske sandt, men blev alligevel til løgn, fordi vi var med til at hænge et andet menneske ud. I begyndelsen var det måske pakket ind som medfølel-se; ”det er nu synd for hende, hun har problemer med sine børn i skolen, nu er hun begyndt at drikke, og manden overvejer vist at forlade hende, og det kan man jo godt forstå..”  Er det løgn? Tja, det kan jo være sandt nok, men alligevel er det løgn. For det ødelægger hendes liv, hun har ikke en chance, hun spærres inde af en mur af mistænksomhed, rygter og isolation. Sandhed ville i stedet være at besøge hende, invitere hende på kaffe og sige noget godt om hende.

Temaet ved denne gudstjeneste og i tiden mellem Fastelavn og påske er: ”Sandhed og løgn”. Og jeg vil tage udgangspunkt i en bog, der kom for nogle år siden, der hedder: ”Den store løgn og den store sandhed.” Forfatteren var efter nogle år som ateist blevet kristen, og da han skrev bogen var han blevet biskop i Sverige. Den første løgn, folk falder for, siger han er, at der er ingen Gud. Man tænker måske, at det videnskabelige verdensbillede ”vel ikke rigtig har plads til nogen gud; og vi har vel heller ikke brug for ham”, for universet er en maskine, et urværk, som holder sig selv i gang. Eller man laver Gud om til en rar bedstefar, der ikke kan gøre en kat fortræd eller mest er fornemmelser og energier. Man laver historier om en gud, og det er der kommet religioner ud af, som ikke har glemt, at Gud er der, men Hvem og Hvordan han er, det har man glemt eller vil ikke vide af. For vi vil selv bestemme, hvordan vores Gud skal være, hvis han får lov at være til. En anden løgn, mange falder for, siger forfatteren, er at der er ingen djævel. Det er jo noget dystert og for nogen lidt primitivt, at tale om en ond åndsmagt. Man tror på kulturelle fremskridt og humanisme – på det gode i mennesket. Det gjorde man også lige op til 1. verdens-krig, hvor et meningsløst menneskeslagteri bare blev ved og ved. Og efter en tid med kriser og kaos og international uro, så fulgte en ny krig – i sammenligning med hvilken den foregående næsten havde været fredelig. Så talte man ikke længere om menneskets medfødte godhed, men om dets naturlige ondskab. Det kunne være svært at tro på Gud, men Djævelen tvivlede man ikke længere på. ”Løgnens fader” kalder Jesus ham i evangeliet, og det var da også ham, der i skikkelse af en slange fristede de første mennesker. Med list og mistillid, sandhed blandet med løgn. Sådan er løgnens mekanisme: fordrej sandheden lidt, bland sandhed med løgn, overdriv, gengiv andres ord fordrejet. Vi kender det desværre alt for godt – vi har lært det af løgnens far. Jesus er så enormt barsk her i evangeliet, når han siger om nogen, at de har Djævelen til far. Det er vel de barskeste ord, vi har af ham i bibelen. Og baggrunden er den, at jøderne kalder Gud deres far, samtidig med, at de vil have Jesus slået ihjel. De vil ikke anerkende, at Jesus er sendt til vor verden af Gud. Men Gud har givet sig til kende for os netop på den måde, menne-sker bedst kan tage imod det – som et menneske. Et sandt og ægte medmenneske. I Jesus er Gud selv kommet til os, så hele hans liv vidnede om, hvem Gud er. Når han helbredte de uhelbredeligt syge, når han viste sin magt over naturkræfterne – når han tog sig af de udstødte. Når han vakte døde til live, når han bad for sine fjender, og når han tilgav mennesker og inviterede dem med i Paradiset. Alt sammen var det tegn på, at Gud var kommet nær til os mennesker i Jesus. Og derfor skal vi se nøje på ham, det er her, vi møder Gud. I evangeliet siger Jesus da også, at det er et menneskes forhold til ham, der viser, om Gud er deres far. ”Hvis Gud var jeres far, ville I elske mig, for det er fra Gud jeg er udgået og kommet.” Jesus ser sig stillet over for en hård og trodsig modstand. Hans tilhørere vil ikke godtage, at han er sendt fra Gud med ærinde til dem – ”Hvad skulle han kunne lære dem om Gud?” Og kort efter kulminerer ordstriden med, at jøderne samler sten op fra jorden – for at ville stene Jesus.

Dengang Jesus havde den skarpe ordveksling med jøderne, var det lykkedes Guds modstander, at kvæle den tro og kærlighed til Jesus, som en del af disse mennesker havde haft en kort tid forinden. Og det smerter Jesus dybt. Hans ord udspringer på ingen måde af had, men af dyb sorg. For han elskede hver eneste af dem og ønskede blot, at de skulle blive i livsforbindelse med ham. Jesus var jo netop kommet til vor jord for at føre mennesker tilbage til Gud. Han levede det liv, vi skulle have levet, men ikke magter at leve. Og han betalte prisen for alle vore synder og genåbnede vejen til Paradiset for os. Hans ord og liv var sandheden, som førte ham op på korset – for at bære hele vægten af vor skyld – løgn og modvilje mod Gud. Vi har brug for at blive sat fri af ham – få lettet skyldbyrden. Og så høre hans ufattelige løfte: ”Den der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Vi kan også sige, ”den der holder fast ved Jesus”, skal aldrig i evighed se døden. Jo vi skal dø fysisk, legemligt, det skal vi. Engang lukkes vore øjne for sidste gang på denne jord. Men den som holder fast ved ham, skal slå øjnene op til et helt nyt liv, et sted, hvor alt er godt. Det er det håb, vi lever i som kristne.

For sandheden er, at der findes en Gud – en levende Gud, som ikke har glemt sine børn. En Gud, som ønsker fællesskab med os, og som lader sig finde af dem, som af hjertet søger ham. Det har mange erfaret. Om sandhed og løgn har vi hørt i dag. Om Jesus, der siger, at han er sandheden om Gud og den eneste vej til Gud. Og om hans modstandere, der mente, at det var løgn og senere fik ham slået ihjel. Men påskemorgen stod han op af graven, han besejrede synd, død og Djævel. Og bagefter mødte mange ham igen – ham som var erklæret død – ingen var i tvivl om den ting. Men nu mødte de ham igen og de hørte ham fortælle om Guds store planer med det, som var sket. Jesus er stærkere end døden, og derfor står hans ord til troende: ”Den som holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Det er det vi skal – holde fast ved Jesu ord – leve i fællesskab med ham. ”Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det Frelser af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister, ræk mig hånd, når øjet brister. Sig: Vi går til Paradis.” Amen.


Medvirkende
Leif Nielsen
Sted
Vor Frelsers Kirke, Torvet 9, 8700 Horsens, Danmark