Lørdag d. 21. marts 2020, Kl. 15:30 til kl. 16:30

Siden klokken 10 har unge korsangere fra hele Århus Stift øvet sammen med dagens instruktører Lotte Smith-Petersen og Ole Faurschou. Dagen sluttes af med en åben prøve, hvor børnene viser, hvor langt de er nået i dagens løb.
Publikum indbydes til at synge godt med på fællessangene som en del af ALsang.


Instruktør: Lotte Smith-Petersen

Lotte Smith-Petersen er uddannet sangpædagog og korleder fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. De sidste 16 år har hun udviklet og ledet Vesterbro Sogn Børne- og Ungdomskor, som i dag tæller 160 børn fordelt på fire kor. Hun underviser i Børnekorsledelse på kirkemusikskolen i Vestervig og har været medforfatter til Børnekorsmetodik og Spirekor/kormetodik fra Dansk sang og har bidraget med artikler til ”Salmesang”, den ny lærebog i Hymnologi fra Det. Kgl. Vajsenhus. Lotte har i en årrække undervist på FUKs Sommerskole og holdt utallige stævner og Masterclasses i ind- og udland for både korsangere og korledere. I hendes korarbejde er det sangtekniske helt centralt, som et udgangspunkt for arbejdet med intonation, frasering og klang. Undervisningen foregår altid i en inkluderende og anerkendende stemning.

Instruktør: Ole Faurschou

Ole Faurschou er uddannet i kordirektion på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og i orkesterdirektion på Universität für Musik und Darstellende Kunst i Wien. Han bor og arbejder på OrkesterEfterskolen i Holstebro og dirigerede i mange år Akademisk Kor Aarhus med hvem han har vundet talrige konkurrencer og været på turnéer over det meste af Europa, i Kina og USA. Han var medinitiativtager til 'Holstebro Musikklasser' og har dirigeret børnekor og pigekor, Det Jyske-, og Det Kongelige operakor, talrige orkestre i ind- og udland, samt været instruktør og dommer i konkurrencer og meget andet. Desuden har Ole dirigeret Landskoret og været et kendt ansigt på FUKs sommerskole. Han underviser desuden i direktion på Syddansk Musikkonservatorium og DKDM.