Orglet
Orglet er bygget i 1977 af Th. Frobenius og Sønner i samarbejde med arkitekterne Inger og Johannes Exner. Da havde det 40 stemmer, og dets oprindelige udseende kan ses nederst på siden.
Ved renoveringen af kirken i 2014-15 er orglets udseende blevet ændret ud fra et ønske om at give kirken et mere ensartet visuelt præg.
Det fritstående orgelpulpitur er blevet lavet om til et mere traditionelt pulpitur med masser af plads til både kor og orkester. Fuglene på pulpiturets front er designet af Erik Heide.
Orgelhuset er malet, så det harmonerer med resten af kirken, de fritliggende tværstivere er fjernet fra orgelfacaden, og der er indsat gitter over orgelpiberne. Bag orglet er stemme-elevatoren erstattet af gangbroer.
Orglet er blevet udvidet med en Cymbelstjerne, et lille klokkespil, og klangligt fuldendt med en Untersatz 32', en stor baspibe, - en stemme som har været ønsket længe, og som det nye pulpitur har gjort det teknisk muligt at tilføje.
Orglets disposition kan ses her.
Det oprindelige orgel af Inger og Johannes Exner var tænkt som en levende skulptur, fordi det ændrede udseende efter de korsangere mv, der stod deroppe. Lyset fra det store vestvindue skulle stå som en halo omkring orglet uden at falde generende ind i kirken. Orglet stod frit 'på egne ben' for ikke at gribe ind i kirkens arkitektur.